VM 2016 – Sidste nyt
Organisation: DPF - CMS
Published by: Dansk Petanque Forbund
Date: 4/21/2015 2:52:42 PM
Category: General
     

Via et udsendt spørgeskema har FIPJP bedt alle de nationale forbund om at tage stilling til de 2 officielle kandidater til rollen som værtsnation for VM 2016, Tchad og Tahiti.

FIPJP har modtaget svar fra 52 nationer, og langt de fleste forbund har svaret nej til begge forslag.
Blandt de europæiske forbund har alle svaret nej til Tchad, og kun et enkelt har svaret ja til Tahiti.

Ved deres møde d. 11. april i år, skulle FIPJP’s bestyrelse så tage stilling til afholdelsen af det kommende VM 2016.

FIPJP’s bestyrelse besluttede at afvise muligheden for at afholde VM 2016 i Tchad, af hensyn til deltagernes sikkerhed.

Endvidere besluttede man at lade Tahiti afholde VM 2016.
Betingelsen er dog at Tahiti indbetaler 50.000 € til FIPJP inden d. 31. maj 2015, -et beløb der skal sikre tilbagebetalingen af deres udeståender til flere nationale forbund, deriblandt DPF.

I det tilfælde at Tahiti ikke kan eller vil foretage denne indbetaling, vil FIPJP åbne for nye kandidaturer.
De lande, der ønsker at indgive kandidatur, skal indbetale en garanti på 10.000 € - der ligeledes skal sendes til FIPJP inden 31maj.

Så tilsyneladende vil man ikke umiddelbart tilbyde mesterskabet til Marokko, som ellers ved kongressen i Nice i januar fremviste et kandidatur, og derfor aner vi stadigt ikke, hvor VM 2016 skal afholdes.