|
  
Nytårshilsen fra Formanden
Organisation: DPF - CMS
Published by: Pernille Toft
Date: 12/21/2016 5:20:03 PM
Category: General
     

Nytårshilsen fra Formanden

Vi havde for nylig to fantastiske oplevelser på een uge.
Først gik vores Herre VM hold i kvartfinalen på Madagaskar og opnåede det bedste danske VM resultat nogensinde. Få dage efter fik Boule Hedebo bronze i EM for klubhold. 
Begge resultater er absolut helt exceptionelle for danske hold og må gå over i historien som noget helt særligt.
Som formand for DPF, er jeg pavestolt for at have været en del af oplevelsen.
Stort tillykke til herrelandsholdet og Boule Hedebo. 2016 var jeres og DPFs år. Jeg håber på, at jeres fantastiske resultat er signalet til flere store oplevelser i den nære fremtid.
Jeg vil også gerne have lov til at rose landstræner Pascal Verbreque  og Eliteudvalget for deres udtagelse til VM holdet. Jeg er sikker på at vores satsning på en professionel landstræner i høj grad har bidraget til de flotte resultater.
Også Boule Hedebo nyder godt af det. De er jo storleverandør til landsholdstrupperne som nyder godt af landstrænerens kompetencer. Vi har da også forlænget vore aftale med Pascal i endnu et år.
For at kunne fortsætte udviklingen af vore gode spillere, er det en glæde at kunne fortælle, at vi er ved at indgå aftaler med DIF om vores fremtidige økonomi.
Forhandlingerne om en strategisk aftale ser i skrivende stund ud til at ende med tre hovedspor. Et om rekruttering og fastholdelse af medlemmer. Et spor om talentudvikling af vore gode spillere. Et spor om et tættere samarbejde med DGI Petanque.
Jeg ser gerne en form for sammensmeltning af DGI Petanque og DPF om 10-15 år. Hvis vi alle har respekt for vores kulturelle forskelligheder og sikrer plads til begge forbunds kernekompetencer tror jeg på, at det kan lade sig gøre.
Hvis vi begge lytter til hinanden og fokuserer mere på, hvad der samler os, end på hvad der skiller os, så er jeg sikker på at muligheden er til stede. Vi vil det samme. Blot på forskellige måde.
Kærligheden til petanque bør være nok til at skabe samhørighed frem for uenighed. Og hvor der er vilje er der en vej.

Glædelig Jul og Godt Nytår. Lars Friis


 

 


Dansk Petanque Forbund | Brøndby Stadion 20 , 2605 Brøndby | 26 28 24 45 | dpf@petanque.dk
CVR-nr.: 21 09 49 00 | Åbnings- og telefontid: Mandag - torsdag kl. 12-16 Cookies