Formandstanker i en Coronatid
Organisation: DPF - CMS
Published by: Dansk Petanque Forbund
Date: 3/23/2020 11:30:26 AM
Category: General
     

   Formandstanker i en Coronatid

Informationer om coronaens hærgen fylder konstant dagens timer og minutter. Vi mindes uafladeligt om vask af hænder og om at holde afstand fra hinanden. Vi skal kæmpe en fælles kamp – hver for sig. Billeder af fyldte lufthavne og overfyldte hospitaler med smittede i respirator flyder i en konstant strøm i alle medier. Min egen dag fyldes gang på gang af håb, så skuffelse og nervøsitet for igen at skubbes til side af opgivelse og medlidenhed for de ramte. Hvad sker der – eller nærmere – hvad vil der ske. I både den nærmeste fremtid – og på bare lidt længere sigt. Pensionen svinder ind, renten stiger. Hvordan mon det ser ud om en måned eller to – eller om et år. Usikkerhed er dagens orden. Ingen kan sige noget med bare nogenlunde sikkerhed. Det er det eneste faktum, man kan regne med.

Som formand for et idrætsforbund er tankerne mange. Man har hovedansvaret for at træffe de rette beslutninger, i en tid hvor intet er sikkert. Hvornår er det rette tid at udskyde, suspendere eller helt aflyse aktiviteter? Danmarks Idrætsforbund forsøger, at give et billede af situationen fra et generelt helikopterperspektiv – og det gør de godt. Regering og folketing er venlige og nådige nok til at tage beslutninger, så man fratages noget af ansvaret. Tak for det. Men de endelige beslutninger skal vi naturligvis selv tage. Om en måneds tid starter vores sommerlandsturnering, vores danmarksmesterskab for hold. Hvor længe kan vi vente, før vi må træffe beslutningen om at udskyde eller aflyse turneringen helt. Klubber og spillere venter på afgørelsen. Vi har valgt at vente med beslutningen, indtil regeringen melder ud, om de offentlige går på arbejde igen. Eller om skolerne starter igen. Vi håber, at beslutningen bliver lettere, når vi kender den. Muligheden for at afvikle hele turneringen på blot en weekend senere på året, er jo absolut også en mulighed, hvis de rette betingelser er til stede.

Ambitionen er at vores pause i petanquespillet bliver så kort som overhovedet muligt, uden at kompromittere sikkerheden. Jeg ved af erfaring, at når man stopper med en aktivitet, uanset årsagen, så begynder man på en anden aktivitet. Tiden skal jo udfyldes med noget – helst noget interessant. Mange bliver grebet så meget at deres nye interesse, at de aldrig kommer i gang med den aktivitet de forlod igen. Petanque kan være vanedannende, og betyder rigtigt meget for mange mennesker. Og det kan naturligvis undværes i en længere periode uden varige mèn. Men jeg frygter, at nogle spillere vil stoppe helt med at spille petanque, hvis deres passive periode bliver af længere varighed. Derfor er det vigtigt, at vi ikke aflyser turneringer, før det er absolut nødvendigt for sikkerheden. Det er min holdning, at vi træffer beslutningerne løbende efterhånden som vi kender smitterisikoen. Det er nemt at aflyse, men svært at trække det tilbage igen. Vi skal dog huske, at i forhold til familie, job, økonomi og et godt helbred betyder petanque ikke meget i det store spil. En ting er dog sikkert. Ingen skal eller må blive smittet med coronavirus ved at spille petanque. 

Lars Friis
Formand for Dansk Petanque Forbund