Corona Nyt- Gang i indendørs idræt igen
Organisation: DPF - CMS
Published by: Pernille Toft
Date: 1/6/2022 11:12:22 AM
Category: General
     
Gang i indendørs idræt igen
Anbefalingen om ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter bliver ikke forlænget. Det meddeler sundhedsmyndighederne via Kulturministeriet.

Inden juleferien kom Epidemikommissionen med en anbefaling om ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter – herunder i idrætsforeninger – frem til og med den 4. januar. Onsdag den 5. januar fik DIF og DGI så officielt besked om, at anbefalingen ikke bliver forlænget.

Konkret meddelte sundhedsmyndighederne, at i og med at grundskolerne er åbnet samme dag, gælder opfordringen til ikke at deltage i indendørs idræt ikke længere.

Da den tidligere anbefaling om ikke at deltage i indendørs foreningsidræt udløb natten til onsdag er foreningerne allerede begyndt at arrangere indendørs idrætsaktiviteter i dag. Men nu er det grønne lys til at gøre dette altså også kommet på ministerielt papir.

Der gælder fortsæt nogle smitteforebyggende anbefalinger om at klæde om hjemmefra og påbud om eksempelvis brug af mundbind i idrætsfaciliteter. Dette kan foreningerne orientere sig i på www.dif.dk/corona

Hjælpepulje på vej
I forbindelse med Epidemikommissionens anbefaling om ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter besluttede et flertal blandt folketingets partier at afsætte 20 millioner kroner til en hjælpepulje. Den kan foreningerne søge for at få dækket tab i forbindelse med aflysninger af aktiviteter – eksempelvis julestævner, som ikke har kunnet afvikles.

For idrætsforeningernes vedkommende vil ansøgningsprocessen og uddeling af midler ske via DIF og DGI’s foreningspulje. I øjeblikket afventer DIF og DGI, at et såkaldt aktstykke bliver vedtaget af Folketingets Finansudvalg. Så snart dette sker, vil foreningerne blive orienteret om ansøgningskriterier og -deadlines (forventeligt i anden halvdel af januar).


 

 


Dansk Petanque Forbund | Brøndby Stadion 20 , 2605 Brøndby | 26 28 24 45 | dpf@petanque.dk
CVR-nr.: 21 09 49 00 | Åbnings- og telefontid: Mandag - torsdag kl. 12-16 Cookies