NM Veteraner 2026

Kæmpe succes både på resultater og organisation

På billedet ses medaljetagerne i triple

Det blev til tre medaljer til de danske mandskaber ved NM i weekenden. I triple vandt Danmark 2 guld, mens Danmark 1 vandt bronze. Finland 2 vandt sølvmedaljer efter en spændende finale, hvor Danmark 2 ellers var bagud det meste af kampen. Norge 2 fik den delte bronzemedalje sammen med Danmark 1.

I det åbne doublemesterskab deltog 26 hold 16 hold fra landshold og 10 hold via kvalifikation. Danmarks hold med Doris Erlandsen og Kenneth Budal Larsen kom helt frem til finalerne, efter de havde vundet over storfavoritterne Thomas Wiede og Mikael Larsson fra Sverige. I finalen måtte det dog efter en god start til sidst strække våben til turneringens eneste dameduble Anette Ramm-Eriksen og Eva Carlsson, som helt fortjent vandt den åbne doubleturnering. Bronzemedaljerne blev vundet af Thomas Wiede og Mikal Larsson fra Sverige samt Gunvor Berge og Bjørn Videnes fra Norge. Sidstnævnte mangler på billedet da de måtte tage afsked før finalen. De skulle have fløjet til Kastrup, men blev ramt af flystrejke, derfor måtte de tage bilen.

Amager P96 var værter for turneringen. Alle spillere roste den omsorg og forplejning de fik gennem alle dagene. Mange klubmedlemmer var mødt op for at gøre omgivelserne for spillerne bedst mulige. Under kyndig koordinering af Lena W. Svendsen fik vi skabt nogle rammer, hvor spillere og ledere kunne koncentrere sig om spillet. Stor tak til jer alle fra Amager P96.

På nedenstående billede åbner borgmester Allan Andersen turneringen.