Etablering af petanquebaner
Man kan spille petanque på flere forskellige typer af underlag. Det vigtigste er at kuglen har mulighed for at trille, og banen derfor ikke er en ”sandkasse”.
Mange belægninger rundt omkring kan bruges som de er, så det er naturligvis en mulighed.
F.eks. kan I finde parker, parkeringspladser, stier og grus fodboldbaner, som kan være meget egnede til at spille på. Hvis I til gengæld gerne vil have jeres egen bane, så er der forskellige opskrifter at lave denne efter.
Nedenstående er udarbejdet af Kristian Høigaard Vilstrup Landskabsarkitekt MDL, IDA, fra Gaihede Arkitekter og Ingeniører A/S
https://www.gaihede.dk/fagomrader/gaardanlaeg/
Vejledning i anlæg og opbygning af Petanquebane
Man kan spille Petanque på flere forskellige typer af underlag. Det vigtigste er at underlaget er hårdt nok til at kuglen kan trille. Eksisterende grus belægninger på pladser, veje og stier kan udmærket anvendes. Ønsker man at anlægge en bane specifikt til Petanque, kan vejledningen her anvendes.
En god petanquebane skal bestå af et hårdt grus underlag, gerne med kanter der afgrænser banen. De internationale mål for en petanquebane til turneringsbrug er 4x15m, hvilket er den størrelse som Dansk Petanque Forbund anbefaler. Baner kan anlægges mindre, men bør have en minimumsstørrelse på 3x12m.
Der kan med fordel anlægges flere parallelle baner, såfremt man planlægger at afholde turneringer.
Valg af baneplacering
Banen eller banerne placeres i forhold til anvendelsen, og der er flere parametre der er værd at overveje:
- Er der siddepladser til deltagere og evt. tilskuere, med udsyn til bane uden at blive blændet af solen?
- Hvordan er placering i forhold til store træer, vil der være nedfaldsfrugt, honningdug fra lindetræer eller andet?
- Er jorden vandlidende? Bør der indtænkes dræn i løsningen? Eller skal denne anlægges med overhøjde i forhold til tilstødende arealer?
Banens opbygning består grundlæggende af to lag grus.
Det øverste er toplaget som der spilles på, det nederste er bærelaget der fungerer som banens fundament.
Da Petanque traditionelt spilles på mange forskellige underlag, er der relativt stor frihed når det kommer til valg af toplaget, og opskriften indeholder flere forskellige alternativer.
Oven på toplaget kan udstrøs et tyndt lag skærver eller perlegrus for at øge banens sværhedsgrad.
Kanterne definerer banen og holder kugler inden for området, og de medvirker til at hindre invasion af f.eks. græs og ukrudt.
Kanter kan bestå af en simpel trækant af brædder, sveller, stål, natursten eller beton. Vejledningen her anbefaler en bred kant, da den med sin bredde er velegnet til at hindre f.eks. græsafklip i at finde ind på banen, men anvendelse af stålkanter er også en udmærket løsning. Her skal man dog være opmærksom på at der bør være en vis godstykkelse for at kanterne ikke skal bugte sig.
Hvis banen skal anlægges i en lokal lavning eller på en våd græsplæne, bør det overvejes at anlægge dræn og evt. etablere en faskine.
Alternativt kan banen anlægges med overhøjde i forhold til naboarealer.
Materialer og udførelse:
Banen skal bestå af 3-5 cm toplag bestående af stenmel, slotsgrus, vejgrus, slidlagsgrus kvalitet II eller lignede med kornstørrelser 0-6mm eller 0-8mm, udlagt med afvandingsfald på 20‰ på tværs af banen fra midten og ud til kanterne..
Under dette skal udlægges 12-20 cm bærelag af stabilt grus 0-32 mm eller tilsvarende.
Hvis der er tale om råjord med dårlig bæreevne, eller hvis der er behov for opfyld, anvendes Bundsikring 0-100mm nederst.
Alle lag skal være moderat fugtige og komprimeres separat under udlæggelse.
Kanter
Sveller af egetræ eller lignende der tåler jordkontakt, eller stålkanter fastgjort med stålpløkker i betonstøbning.
Dræn
Anlægges banen på et lavtliggende område, f.eks. en LAR-lavning, skal der etableres dræning. Det kan gøres ved at udlægge dræn i en fornuftig dybde under, eller udenfor banens kanter.
Dræn fungerer bedst når de ligger dybt, og vand fra dræn skal frit kunne løbe til afløb, faskine el. lignende.
Vedligeholdelse
Når banen er anlagt og komprimeret korrekt, er den klar til brug. Vedligeholdelsen består i at fjerne blade, afklip og andet organisk materiale fra overfladen. Ukrudt bortluges, og toplagets afvandingsfald kontrolleres og oprettes efter behov.
Omkostninger
En lille gør-det-selv bane kan etableres med et læs grus for 5.000kr. i materialeudgifter, mens anlægsomkostninger for en nøglefærdig løsning med kanter vil være 30.000-70.000kr. inkl.. moms, afhængig af materialevalg.
Vil du vide mere?
Kontakt Dansk Petanque Forbunds udviklingskonsulent på mail: rvl@petanque.dk eller på 21 63 24 45
Har du brug for hjælp eller svar på tekniske spørgsmål eller yderligere vejledning?
Kontakt Gaihede Arkitekter og Ingeniører A/S på info@gaihede.dk eller 70 22 11 41.
Gaihede bistår private og boligforeninger med renovering og nye tiltag på ejendomme og tilhørende grønne arealer med vægt på lavt plejeniveau, biodiversitet og Lokal Afledning af Regnvand.
Udarbejdet 12.04.2021 af Kristian Høigaard Vilstrup,